18 / 08 / 2017 - 13:39

Falske brugeranmeldelser via brugeranmeldelseshjemmesider – et nødvendigt onde?

Nyhedstype
Blogindlæg
Når man som virksomhed er aktiv online, må man finde sig i dårlige anmeldelser på brugeranmeldelseshjemmesider såsom Trustpilot. Det er the ”name of the game.” Utilfredse kunder skal som overvejende udgangspunkt have lov til at sige, hvad de mener. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at man som virksomhed skal finde sig i hvad som helst. Og da slet ikke fra sine konkurrenter.

Forbrugerombudsmanden har længe haft fokus på brugeranmeldelser. Allerede i maj 2015 offentliggjorde Forbrugerombudsmanden sine retningslinjer for offentliggørelse af brugeranmeldelser. Retningslinjerne er velskrevne og kan læses i deres helhed her: http://www.forbrugerombudsmanden.dk/media/46465/retningslinjer-om-offentliggrelse-af-brugeranmeldelser-090.pdf.

Fokus har dog indtil nu været på brugeranmeldelseshjemmesidernes rolle og ansvar samt de erhvervsdrivendes markedsføring af brugeranmeldelser. Det gælder for så vidt også for forbrugerombudsmandens retningslinjer. Og det med god grund. Det er klart, at er der er behov for, at brugeranmeldelseshjemmesider opererer inden for de rammer, som bl.a. markedsføringsloven, e-handelsloven og persondataloven udstikker. På samme måde er det åbenbart, at der må være visse grænser for brugen af brugeranmeldelser i markedsføringen.

Imidlertid synes der i stigende grad at være grund til også at fokusere på virksomheders falske anmeldelser af konkurrenter. En problematisk situation kunne være følgende:

A, der tidligere har været ansat i virksomheden B, etablerer egen virksomhed i konkurrence med B. For at positionere sig bedst muligt over for B indleverer A en række brugeranmeldelser omhandlende B til en brugeranmeldelseshjemmeside. I anmeldelsen sammenligner A urigtigt sine egne produkter med B’s produkter. A udtaler sig desuden nedsættende og illoyalt om B og videregiver i øvrigt fortrolige oplysninger om B.

Når der er god grund til at sætte fokus på den slags anmeldelser, er det ikke så meget, fordi der er tvivl om, at den slags falske anmeldelser er ulovlige.

I ovennævnte eksempel vil der være tale om skjult reklame i strid med den nye markedsføringslovs § 6, stk. 4, fordi den kommercielle hensigt ikke fremgår. Der vil også være tale om ulovlig sammenlignende reklame i strid med den nye markedsføringslovs § 21, bl.a. fordi sammenligningen er vildledende og efter det oplyste desuden er miskrediterende.

Der vil formentlig også være tale om vildledende markedsføring i strid med den nye markedsføringslovs § 5. Herudover kan der være tale om et brud på den ansættelsesretlige loyalitetspligt og potentielt også den nye markedsføringslovs § 23 om erhvervshemmeligheder.

Opregningen stopper ikke nødvendigvis her. Andre regelsæt kan også være overtrådt. Pointen er, at den slags anmeldelser uden videre er ulovlige. Det helt store spørgsmål er imidlertid, hvordan man som virksomhed – i ovennævnte eksempel B – håndterer den slags og kommer anmeldelserne til livs.

Den slags brugeranmeldelser er typisk indleveret under en falsk identitet, hvilket vil sige, at det bliver svært at dokumentere, at brugeranmeldelserne hidrører fra en konkurrent – i ovennævnte tilfælde A. Den forsmåede virksomhed kan have en formodning, men med formodninger kommer man sjældent langt. Og hvad gør man så?

Man kan rette henvendelse til udbyderen af brugeranmeldelseshjemmesiden – med Forbrugerombudsmandens ord ”formidleren.” Formidleren kan som udgangspunkt påberåbe sig ansvarsfrihed efter e-handelslovens § 16, men det forudsætter groft sagt, at formidleren tager skridt til at fjerne brugeranmeldelser, når formidleren bliver bekendt med, at der er indleveret retsstridige brugeranmeldelser.

Formidleren er altså ikke underlagt nogen generel overvågningsforpligtelse, men er forpligtet til at sikre sig mod gentagne anmeldelser, der indeholder chikane eller falske eller ulovlige anmeldelser. Eksempelvis ved anvendelse af personlige eller tekniske overvågningsmekanismer.

Retter man henvendelse til formidleren, må man altså som udgangspunkt forvente, at formidleren sletter brugeranmeldelserne. I hvert fald hvis der er tale om brugeranmeldelser som beskrevet i mit eksempel ovenfor. Udfordringen er imidlertid, at det sjældent er nok til at sætte en stopper for problemet. Brugeranmeldelserne kan i princippet blive ved med at dukke op, og i hvert enkelt tilfælde er man som forsmået virksomhed tvunget til at tage kontakt til formidleren.

Derfor er det i mange tilfælde mere interessant at finde frem til, hvem der står bag. Desværre er det sjældent, at formidleren vil udlevere oplysningerne. Man kan overveje, om udlevering strider mod persondataloven, men de fleste formidlere vil under alle omstændigheder gemme sig bag persondatalovgivningen.

Heldigvis findes der en løsning. Kombinerer man reglerne om tredjemands editionspligt i retsplejelovens § 299 med reglerne om isoleret bevisoptagelse i retsplejelovens § 343, kan man anmode domstolene om at pålægge formidleren at udlevere oplysningerne i form af en kendelse. Og så kan formidleren ikke længere vægre sig, heller ikke med udgangspunkt i persondatalovgivningen.

Men her skal man holde tungen lige i munden. For hvad er det for oplysninger, men gerne vil have? Man kan selvfølgelig bede om at modtage de oplysninger, som brugeren har oplyst over for formidleren. Men alt taler for, at de er falske. Vil man være sikker på at få noget brugbart, bør man bede om at modtage oplysninger om den eller de IP-adresser, som har været benyttet.

Ulempen ved den fremgangsmåde er, at man herefter skal ud i en ny editionsrunde, denne gang med internetudbyderen som modpart. Det er ikke problematisk, hvis man allerede en gang har fået medhold, men en ny editionsrunde tager tid og kræver flere omkostninger.

Er internetudbyderen dansk, vil man højst sandsynligt ende med oplysninger om den internetforbindelse, som har været anvendt, og så begynder nettet at strammes om konkurrenten. Men det er langt fra sikkert, man er i mål. Måske har konkurrenten benyttet en andens internetforbindelse, eller også har vedkommende brugt en VPN-løsning til at sløre, hvorfra vedkommende opererer.

I princippet er det altså muligt at finde frem til og sikre sig bevis for, hvem der står bag de falske brugeranmeldelser, men der er ingen garanti. Man kan også risikere at stå med håret i postkassen. Svaret på spørgsmålet i min overskrift bliver derfor, at konkurrenters falske brugeranmeldelser undertiden vil være et nødvendigt onde. Det er imidlertid en væsentlig pointe, at man i rigtigt mange tilfælde vil kunne sætte en stopper for den slags brugeranmeldelser ved at gå rettens vej.

Herudover kan man overveje, om forbrugerombudsmanden burde inddrage dette tema, når retningslinjerne på et tidspunkt skal opdateres. Og om der i den forbindelse bør stilles endnu større krav til formidlernes overvågningsmekanismer? 

Cookies
Dette site anvender 3. parts cookies til at huske dine indstillinger og til at føre besøgsstatestik. Ved at benytte websitet, accepterer du brugen af cookies.
Accepter og luk