Advokat og director hos Lundgrens Sebastian Lysholm Nielsen

Sebastian Lysholm Nielsen

Advokat (H)
Director
Proces

​Faglig profil

Sebastian Lysholm Nielsen beskæftiger sig primært med danske og internationale rets- og voldgiftssager, og han har mere end 10 års erfaring i førelsen af sager der udspringer af blandt andet køb og salg af virksomheder og fast ejendom, internationale forretningstransaktioner, forsikringspolicer, finansielle kontrakter, konkursbehandlinger samt entreprisetvister.

I januar 2012 opnåede Sebastian Lysholm Nielsen advokatbestalling i staten New York, USA, efter at have fået tildelt en LL.M.-grad i Transnational Business Practice fra McGeorge School of Law, Californien, USA.  Sebastian Lysholm Nielsen opnåede møderet for landsret i 2014, og han bistår ofte italienske advokatfirmaer og italienske klienter i internationale tvister og transaktioner, der involverer dansk ret, idet han er tosproget og tillige flydende på italiensk. Sebastian Lysholm Nielsen opnåede møderet for Højesteret i april 2022.

Highlights

  • Sebastian Lysholm Nielsen repræsenterede under en retssag køberen af en erhvervsejendom, som havde udtaget stævning mod sælger som følge af at sælgeren over for køberen, i forbindelse med due diligence processen, havde oplyst, at der ikke var verserende lejesager. Imidlertid havde huslejenævnet nogle dage inden closing fremsendt sælger et brev, hvori det oplystes, at en lejer af et boliglejemål havde indbragt sag om lejens størrelse. Ejendommens værdi var som udlejningsejendom som følge af den efterfølgende vedtagne lejenedsættelse reduceret i et ikke ubetydeligt omfang, på hvilken baggrund køber krævede et forholdsmæssigt afslag. Sælger gjorde gældende, at køber, som følge af den gennemførte due diligence, herunder et dokument i datarummet om, at information om eventuelle verserende lejesager kunne opnås ved at ringe til et bestemt nummer, havde, eller burde have haft, kendskab til den pågældende sag, og at oplysningen fra sælger, som ikke var medtaget i garantikataloget, ikke udgjorde nogen garanti. Østre Landsret imødekom dog Sebastian Lysholm Nielsens synspunkter og gav køber fuldt medhold, idet sælgers oplysning om, at der ikke var verserende lejesager, måtte anses for at udgøre en garanti, og fordi forholdet ikke var omfattet af købers undersøgelsespligt. 
     
  • I forlængelse af at en bank løbende havde forhøjet rentetillægget/marginalen og udskiftet basisrenten for en kassekredit over for et selskab i commitmentperioden, repræsenterede Sebastian Lysholm Nielsen selskabet i forbindelse med tvistens indbringelse for domstolene. Til trods for at selskabet løbende modtog kontoudtog, og at selskabet ved en simpel undersøgelse via aviser og internet af den aftalte basisrente pr. en given dato ville kunne have opdaget, at den opkrævede rente var for høj, accepterede Vestre Landsret Sebastian Lysholm Nielsens argumentation, herunder om at der ikke var indtrådt forældelse til trods for at opkrævningerne havde pågået i en længere årrække, og gav selskabet fuldt medhold i tilbagebetalingspåstanden. 
     
  • Under en retssag anlagt af køberen af en erhvervsejendom repræsenterede Sebastian Lysholm Nielsen sælgeren. I købsaftalen var der indsat en bestemmelse fra sælgers advokat om, at en eventuel tilbagebetaling af et beløb fra SKAT vedrørende ejendommen, på baggrund af en af sælger indgivet klage, skulle tilkomme sælger. I forbindelse med købers overtagelse af erhvervsejendommen indtrådte køber dog i det aktuelle driftsregnskab og refunderede sælger den af sælger erlagte skat, og som var blevet påklaget. Efterfølgende blev klagen imødekommet, og SKAT tilbagebetalte beløbet til sælger. Køber gjorde gældende, at beløbet skulle tilfalde køber, idet køber allerede havde refunderet sælger beløbet i forbindelse med at køber indtrådte i det aktuelle driftsregnskab. Uagtet det explicit blev fundet urimeligt, anerkendte Østre Landsret Sebastian Lysholm Nielsens betragtninger, og sælger blev frifundet for at skulle betale køber noget beløb.