IP trends - Farvemærker, upcycling og brugskunst
Kursus

Kursus: IP trends - Farvemærker, upcycling og brugskunst

Intellectual Property

Onsdag den 10. januar 2024 inviterer Lundgrens til kursus om aktuelle temaer inden for immaterialretten.

På dette kursus vil vi opdatere dig på de immaterialretlige regler inden for en række aktuelle områder, som ”trender” netop nu.

I første del af kurset vil vi stille skarpt på varemærker, der består af farver, eller som beskriver varen, og hvornår der kan opnås en eneret til den type af varemærker. Vi vil blandt andet forklare, hvad der skal til for at opnå registrering af et farvemærke.

I anden del af kurset ser vi på ”upcycling”. Med afsæt i ophavsretten, varemærkeretten, designretten og markedsføringsretten samt nyeste cases fra både USA og Finland, udstikker vi retningslinjer for, hvornår man må skabe nye produkter ud af andres produkter – og hvornår man ikke må. Vi kommer også omkring helt klare ”dont’s”. 

I den sidste del af kurset vil vi give en status på den ophavsretlige beskyttelse af brugskunst i dansk ret. Det er ikke nogen hemmelighed, at mode og ophavsret sjældent går hånd i hånd i dansk ret, og at Højesterets dom om Ilse Jacobsens langskaftede gummistøvler endnu ikke har medført nogen nævneværdig ændring på det punkt. Men er der tegn på nybrud? Og hvordan står det til med den øvrige brugskunst – peger pilen op eller ned dér? Der er bl.a. kommet ny dansk retspraksis, og så har Patent- och marknadsöverdomstolen i Sverige stillet spørgsmål til EU-Domstolen i en ny interessant sag.

Til kurset vil der blive brugt specifikke cases til at sætte fokus på reglerne. 

Der vil blive serveret en let morgenmad fra 08.30 – 09.00, hvorefter kurset begynder.

Kurset er pointgivende i den obligatoriske efteruddannelse for advokater.

Lundgrens' kurser er forbeholdt vores klienter,  samarbejdspartnere og studerende.

Kursusbevis kan udstedes ved efterfølgende henvendelse til HR@lundgrens.dk
Dato
10.01.24
Tid
08:30 - 12:00
Sted

Lundgrens Advokatpartnerselskab
Tuborg Boulevard 12, 4.
2900 Hellerup

Del kursus
Kontakter