Selvom Danmark har et forbehold for det retlige samarbejde i EU, gælder EU-domsforordningen også i Danmark som følge af en særlig aftale mellem EU og Danmark (en såkaldt parallelaftale).
Sagen vedrørte et krav fra et dansk selskab om betaling af formidlingsprovision i forbindelse med et ejendomssalg mod et svensk selskab.
Udgangspunktet for anlæggelse af en retssag er, at en sådan sag skal anlægges der, hvor sagsøgte har sit hjemsted dvs. i dette tilfælde Sverige.
Efter bestemmelsen i artikel 7 om såkaldt kontraktsværneting kan en person i sager om kontraktsforhold imidlertid sagsøges på det sted, hvor den forpligtelse, som ligger til grund for sagen, skal opfyldes.
Problemstillingen i sagen var, at det svenske selskab afviste, at der var indgået en aftale om betaling af formidlingsprovision.
Landsretten fastslog, at der i dette tilfælde ikke var krav om, at der skulle være indgået en aftale. Det var nok, at en part frivilligt havde påtaget sig en retlig forpligtelse overfor den anden part. Det blev vurderet, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at en sådan forpligtelse var blevet påtaget i den konkrete situation, hvor det var tilkendegivet, at der kunne blive tale om honorar.
Da den, der havde præsteret formidlingen, var hjemmehørende i Danmark, var ydelsesstedet for formidlingsydelsen endvidere i Danmark.
Landsretten konkluderede på den baggrund, at sagen kunne anlægges i Danmark.
Retten i Lyngby var nået til det modsatte resultat.
Lundgrens bistod det danske selskab med retssagsførelse og juridisk rådgivning gennem hele retssagen.