Det danske advokathus Lundgrens kan i dag præsentere en ny partner, der indtræder i afdelingen for retssager og voldgift. Der er tale om et af branchens tunge navne nemlig Håkun Djurhuus.
”Vi er utrolig glade for at byde Håkun velkommen i Lundgrens. Håkun kommer med mange års erfaring, og vil fra dag ét styrke vores afdeling for retssager og voldgift, der er et af Lundgrens' strategisk vigtige forretningsben. Samtidig er Håkun i mine øjne den største profil i Danmark inden for miljøret. Med hans uovertrufne ekspertise og erfaring bliver han en helt central brik i den kæmpe vækst inden for miljø og klima, som vi ser vokse fremover,” siger Tobias Vieth.
Håkun Djurhuus har siden 2012 været partner i advokatvirksomheden Bech-Bruun, men den 1. april 2021 skifter han rammerne ud, når han indtræder som partner i Lundgrens. Håkun Djurhuus er ud over sit speciale i retssager og voldgiftssager bl.a. også specialiseret i miljøret og procedurer. Han ser frem til indtrædelsen i Lundgrens.
”Jeg ser med meget stor forventning frem til at indtræde som partner i Lundgrens. Lundgrens er stadig præget af den smittende begejstring, faglige stolthed, entreprenørånd og et klart fokus på vækst, som præger et yngre advokathus. Lundgrens driver en moderne advokatvirksomhed med en imponerende professionalisme og med stor faglig dygtighed, hvor der er højt til loftet og frihed til kreativitet,” siger Håkun Djurhuus.
Lundgrens’ nye partner har ud over sit virke som advokat stor erfaring som foredragsholder og er desuden selv voldgiftsdommer. Af mange vil Håkun Djurhuus samtidig være kendt som advokaten, der udtaler sig om minksagen. Han var nemlig formand for den tidligere regerings ekspropriationsudvalg.
En vækstrejse i samlet flok
Det er ikke kun Håkun Djurhuus, som Lundgrens skal byde velkommen den 1. april. Alexandre Schleimann-Jensen kommer ligeledes fra Bech-Bruun og starter som advokat med fokus på fast ejendom og entreprise. Ifølge Tobias Vieth kan de to nyansættelser godt forberede sig på at komme med på en ambitiøs vækstrejse, hvor fællesskabet er fremdriften.
”Med vores nye ansigter står vi endnu stærkere i realiseringen af vores strategiske mål. Vores ambition er at kunne betjene enhver kunde inden for vores kerneområder og med sans for kvalitet frem for kvantitet. Vi vil ikke vækste kun for vækstens skyld, men vi har konstant antennerne ude for muligheder, der kan gøre både vores forretning og vores team stærkere – som én samlet enhed. Med Håkun og Alexandre og deres positive energi er det lige præcis dét, vi gør inden for vores proces- og miljøretsområde,” siger Tobias Vieth.