Nyhed

Reklamer med alkohol på de sociale medier

Intellectual Property
Østre Landsret har frifundet et diskotek for at rette reklame indeholdende alkohol mod unge under 18 år på Facebook.

Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt diskoteket for at invitere til diskoteksaftener i en række opslag på Facebook, hvor der var omtale af alkohol. På opslagene stod der bl.a. ”+16 år”, hvorfor Forbrugerombudsmanden mente, at reklamerne henvendte sig til unge under 18 år. Dette var byretten enig i, og diskoteket blev her idømt en bøde på 75.000 kr.

Diskoteket blev dog frifundet ved Østre Landsret, idet ejeren her forklarede, at de 16-17-årige ikke kunne se opslagene på Facebook. Diskoteket havde således sat en aldersbegrænsning på 18 år på sin Facebook-side, hvilket også betød, at man skulle være logget ind for overhovedet at kunne se diskotekets Facebook-side. Markeringen ”16+” var derfor, ifølge ejeren af diskoteket, kun ment som en oplysning til gæsterne på over 18 år, at 16 og 17-årige også kunne deltage i arrangementet.

Afgørelsen bekræfter forarbejderne til markedsføringsloven, hvori det er angivet, at erhvervsdrivende som udgangspunkt må kunne lægge rigtigheden af brugeres oplysninger på deres profiler på sociale medier til grund, når de erhvervsdrivende fastsætter en aldersbegrænsning.

Hvis du har nogen spørgsmål vedrørende din virksomheds markedsføring, så skriv endelig til os. Vi har et dedikeret team, der står klar til at yde hurtig og kompetent rådgivning.

Læs mere om afgørelsen på Forbrugerombudsmandens hjemmeside her.