Siden 2020 har Lundgrens arbejdet ud fra en ambitiøs vækststrategi med henblik på at udvide firmaets ekspertise og specialer. Strategien inkluderede optagelse af nye partnere og en aftale om et større lejemål for at understøtte væksten. Dette lejemål er tidligere blevet afstået til Bruun & Hjejle som led i den nødvendige tilpasning. De ambitiøse mål i strategien kunne desværre ikke blive realiseret, hvilket har ført til den nuværende situation.
Lundgrens bestyrelsesformand Peter Mollerup siger:
”Analysen og strategien var rigtig, men i 2022 skete der pludselig en voldsom nedgang i markedet for fast ejendom, herunder særligt transaktionsmarkedet, hvilket ramte os hårdt. Det lykkedes ikke at optage nye partnere i den takt, som vækststrategien krævede. Vi ønskede dybere og bredere specialer, og med udsigten til øgede investeringer i AI og compliance, valgte partnerne derfor i sommeren 2024, at den rigtige løsning var at afsøge mulighederne for en fusion og derigennem komme op på den nødvendige størrelse for at kunne være en topaktør i markedet.”
”Og vi indså hurtigt, at ”rørt brik skal flyttes”. Der var ingen vej tilbage, da vi først havde igangsat drøftelserne med eksterne parter omkring en fusion. Nogle partnere valgte på dette tidspunkt af forskellige grunde at søge andre veje.”
Langt de fleste partnere og jurister finder gode aftaler nye steder
Muligheden for fusion blev afsøgt, men det førte ikke til en samlet løsning. Partnerne har derfor valgt hver især at forfølge den løsning, som giver mest kommerciel og faglig mening for den enkelte partner eller gruppe af partnere.
”Heldigvis følger langt de fleste ansatte jurister med de partnere, som de primært arbejder for med hen til det advokatfirma, som partneren har valgt. Men desværre betyder lukningen af Lundgrens at et større antal af de administrative medarbejdere bliver afskediget i løbet af 2025. Det er en svær situation for medarbejderne og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe dem godt videre” siger bestyrelsesformand Peter Mollerup.
Lundgrens vil indstille aktiviteten som advokatfirma per 1. marts 2025 med henblik på en solvent likvidation på et senere tidspunkt. Indtil den 1. marts 2025 vil aktiviteterne i advokatfirmaet fortsætte på uændret vis.
”Tak til alle vores dygtige medarbejdere for en stor indsats. Vi ønsker alle medarbejdere held og lykke med deres fremtidige karriere” siger bestyrelsesformand Peter Mollerup.
For henvendelser vedr. dette kontakt venligst: Jacqueline Hultén Degel, Head of Brand & Marketing på jahd@lundgrens.dk