Sammen med Børnehjælpsdagen opfylder vi gaveønsker fra anbragte børn og unge på landets døgninstitutioner. Derfor vil vi igen i år pynte ønsketræet med personlige og specifikke julegaveønsker, som vi i fællesskab kan være med til at opfylde.
Opfyld et julegaveønske
- Vælg et julegaveønske fra juletræet, der er placeret i receptionen hos Lundgrens.
- Køb gaven, pak den ind og skriv modtagerens navn på.
- Læg gaven under ønsketræet senest den 15. december.
- Hæng en gave fra julekassen på træet som symbol på, at du/I har opfyldt et ønske. Julekassen er placeret ved siden af træet.
Ønsketræet er at finde hos Lundgrens fra den 24. november 2023. Tak for dit bidrag.
Om ønsketræet
I Danmark er der ca. 13.500 anbragte børn og unge. For de mange børn og unge, som er anbragt på døgninstitutioner, er julen en særlig svær tid at komme igennem. Det er en tid, som ofte minder dem om deres egne brudte familierelationer, hvorfor det er vigtigt at yde en ekstra indsats for børnene og de unge i denne tid.
Ved at deltage i initiativet bidrager I til, at et anbragt barn/ung vil få et personligt ønske opfyldt. På den måde vil de ikke blot få ekstra opmærksomhed, men i høj grad også føle sig set og hørt, da det netop er et ønske, som kommer fra barnet/den unge selv.
For hvert ønske der er opfyldt, donerer Lundgrens tilsvarende beløb til Børnehjælpsdagen, som går ubeskåret til at opfylde endnu flere julegaveønsker fra anbragte børn og unge.
Alle gaveønsker har en værdi af ca. 300 kr.
Om Real Care
Real Care er en velgørende forening, skabt for samfundsansvarlige aktører i ejendomsbranchen. Real Cares formål er at bidrage til udviklingen af et socialt bæredygtigt samfund med fokus på at skabe trygge rammer og sikre social retfærdighed for udsatte børn og unge.
Du kan læse mere om Real Care og deres projekter her.