Lundgrens kunne tidligere på året rapportere, at Tysklands forfatningsdomstol havde underkendt ratificeringen af aftalen om den fælles patentdomstol (UPC) som værende i strid med den tyske forfatning.
Allerede i juni i år fremlagde Tyskland udkast til fornyet ratifikation af UPC-aftalen med henvisning til, at den tyske forfatningsdomstol alene underkendte ratifikationen, idet den ikke var gennemført med det krævede 2/3-flertal. Gennemførelseslovgivningen skal allerede behandles i det tyske forbundsråd den 18. september 2020, men der er endnu ikke dato på, hvornår der kan forventes en endelig afstemning.
I forlængelse heraf afholdt den forberedende komité for den fælles patentdomstol møde om de sidste måneders udvikling i UPC-samarbejdet den 10. september 2020. I den forbindelse bemærkede komiteen særligt de gode fremskridt i Tyskland og udtrykte tiltro til, at en pragmatisk og juridisk fornuftig løsning ville blive fundet snart, således at UPC-systemet vil være funktionelt inden for en nær fremtid og forhåbentlig allerede tidligt i 2021.
Under mødet erklærede Italien sin intention om at fremlægge Milano som kandidat til sædet for Life-Science divisionen som erstatning for det planlagte sæde i London som konsekvens af Storbritanniens udtræden af UPC-samarbejdet. Den forberedende komité godkendte endvidere en midlertidig omfordeling af London-kontorets kompetence til de allerede eksisterende kontorer i Paris og München under forudsætning af, at løsningen er midlertidig indtil ikrafttrædelsen af UPC-aftalen.
Pressemeddelelsen af 11. september 2020 fra den forberedende komité kan læses her.
Pressemeddelelsen af 10. september 2020 fra den italienske regering om Milanos kandidatur kan læses her.
For spørgsmål kan du rette henvendelse til advokat Rasmus Vang og advokat Emilie Lerstrøm.