News

Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien (ENLI) offentliggør opdateret digital medieguide

Intellectual Property
ENLI har for nylig opdateret deres guide om digitale medier, opdateringen sker som følge af en implementering af European Federation of Pharmaceutical Industries and Associations (EFPIA) ændringer af EFPIA’s Code of Practice, som omhandler principper for brugen af digitale kanaler.

Opdateringen medfører overordnet set en præcisering af lægemiddelvirksomhedernes ansvar for medarbejdernes aktiviteter på sociale medier.

Det følger af medieguiden, at lægemiddelvirksomhederne er ansvarlige for alt materiale, der formidles via enhver digital kanal, der er iværksat, ”branded” og/eller sponsoreret af virksomhederne, eller enhver tredjepart, der handler på virksomhedens vegne, herunder ved promovering af lægemidler.

Virksomhedernes enkelte medarbejdere er som udgangspunkt selv ansvarlig for sine aktiviteter på sociale medier, men virksomheden kan i visse tilfælde ifalde ansvar for medarbejderens ulovlige reklame, hvis det kan påvises, at virksomheden enten har bedt den ansatte om, eller på anden måde tilskyndet til at dele informationen. Ligeledes kan virksomheden ifalde medansvar, hvis virksomheden er bekendt med, at medarbejderen handler i strid med reklamereglerne.

Virksomheder, der er tilsluttet ENLI, kan derfor ifalde ansvar for en medarbejders deling af oplysninger om et af virksomhedens lægemidler på en privat profil eller i en lukket gruppe for sundhedspersoner, hvis medarbejderen a) med rimelighed kan opfattes som repræsentanter for lægemiddelvirksomheden på den private profil, eller b) er instrueret eller godkendt af virksomheden til at dele sådanne oplysninger. Det kan f.eks. være tilfældet på en LinkedIn-profil, hvor der tydeligt angives, hvor den ansatte arbejder.

Virksomheder, der er tilsluttet ENLI, bør derfor have klare interne retningslinjer for, hvordan medarbejdere skal opføre sig på digitale kanaler, herunder på deres personlige profiler på f.eks. Linkedin. Virksomhederne bør tillige løbende sørge for at uddanne sine medarbejdere i de gældende retningslinjer, med henblik på at sikre compliance.  

ENLI’s Guide vedr. brug af digitale medier i reklameaktiviteter kan læses her.

For yderligere spørgsmål kan vi kontaktes:

Rasmus Vang, Director
E-mail: rva@lundgrens.dk
Mobil: +45 2628 9384

Emilie Lerstrøm, Advokat
E-mail: eml@lundgrens.dk
Mobil: +45 2615 8339