News

Lundgrens bistår Aviva Investors med købet af CPH Highline for DKK 917 mio.

Hos Lundgrens er vi stolte af at have bistået Aviva Investors med købet af det nyopførte kontorkompleks CPH Highline på ca. 17.000 kvm beliggende på Havneholmen på Kalvebod Brygge i København. Købsprisen lyder på DKK 917 mio., og sælger er den svenske entreprenørkoncern Skanska.

Sammen med Capital Investment og Cushman & Wakefield RED har Lundgrens rådgivet køber i handlen, og administrerende direktør i Capital Investment Jesper Damborg udtaler i den forbindelse til EjendomsWatch:

”Vi er glade for sammen med Lundgrens at have præsenteret denne fantastiske ejendom for Aviva. Det er en certificeret ejendom med enestående beliggenhed og stærke lejere, som er noget, internationale investorer lægger vægt på.”

CPH Highline, der er tegnet af Holscher Nordberg, vil få bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld. Aviva Investors overtager ejendommen d. 7. april 2021, og 93 procent af kontorarealerne er allerede udlejet til blandt andre SAS Institute, Nordnet Bank og Global Connect.

Aviva Investors er en del af det britiske pensionsselskab Aviva, der har foretaget flere store opkøb i København de seneste år.

”Vi oplever en stor interesse i det københavnske boligmarked fra udenlandske investorer, der ser attraktive muligheder og af høj kvalitet for at få scale på deres investeringer. Efterspørgslen på ejendomme med certificeringer inden for bæredygtighed er klart stigende og også fra professionelle lejere, og købet af CPH Highline understreger blot denne tendens,” fortæller Lars Kjær, advokat og partner i Lundgrens.