Nyhed

Prisstigning på 2.000% udgjorde misbrug af dominerende stilling

Intellectual Property & Life Science
Sø- og Handelsretten har for nyligt fundet, at en lægemiddelvirksomhed over en 2-årig periode havde indtaget en dominerende stilling på markedet vedrørende salg af et ve-stimulerende lægemiddel, og at virksomheden havde misbrugt sin stilling ved at gennemføre en prisstigning på 2.000 %.

Sagen drejede sig om levering af et ve-stimulerende lægemiddel til de danske sygehuse via et udbud gennem Amgros over en længere periode. Lægemiddelvirksomhed 1 vandt i 2014 udbuddet for levering af det pågældende lægemiddel med en pris på 43 kr. pr. pakke. Lægemiddelvirksomhed 1 kunne imidlertid ikke levere inden for rammeaftalen, hvorfor Amgros måtte foretage et erstatningskøb hos lægemiddelvirksomhed 2. Dette skete til en pris på 45 kr. pr. pakke, men blev umiddelbart herefter hævet til 945 kr. pr. pakke, svarende til en stigning på over 2.000 %. Lægemiddelvirksomhed 2 vandt derudover det efterfølgende udbud.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen startede på denne baggrund en sag mod lægemiddelvirksomhed 2, og både Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet fandt, at virksomheden havde indtaget en dominerende stilling for salg af det pågældende lægemiddel og misbrugt denne ved prisstigningen på 2.000 pct.

Sø- og Handelsretten fandt ligeledes, at lægemiddelvirksomhed 2 havde indtaget en dominerende stilling, da virksomheden i betydeligt omfang havde kunnet handle uafhængigt i forhold til sine konkurrenter og kunder. Der var imidlertid dissens blandt dommerne om, hvorvidt lægemiddelvirksomhed 2 også indtog en dominerende stilling på markedet for 2. udbudsrunde. Flertallet fandt dog, at virksomheden også her besad en dominerende stilling. Retten fandt herefter, at virksomheden havde misbrugt sin dominerende stilling, da prisstigningen ikke kunne stå i rimeligt forhold til lægemidlets økonomiske værdi. Lægemidlet havde i øvrigt været på markedet siden 1950’erne.

Lundgrens bemærker, at lægemiddelvirksomheder særligt i udbudssituationer samt i situationer, hvor der er risiko for leveringssvigt, kan indtage en dominerende stilling på markedet. En sådan dominerende stilling er ikke i sig selv utilladelig, men det kan den blive, hvis virksomheden udnytter sin markedsposition ved f.eks. at kræve urimeligt høje priser i forhold til varens økonomiske værdi.  

Afgørelsen kan læses her.

Har du spørgsmål til afgørelsen, kan du kontakte os: 

Rasmus Vang, Director
E-mail: rva@lundgrens.dk
Mobil: +45 2628 9384

Emilie Lerstrøm, Advokat
E-mail: eml@lundgrens.dk
Mobil: +45 2615 8339