Nyhed

Brug af bloggere i din markedsføring - forbuddet mod skjult reklame

Forbrugerombudsmanden (FOB) har for nyligt udsendt gode råd til bloggere og andre influenter, således at de bliver klædt bedre på til at overholde forbuddet mod skjult reklame, når de markedsfører produkter fra en virksomhed. Anvender du influenter i din markedsføring, kan du med fordel læse med her.

Den nye markedsføringslov trådte i kraft den 1. juli 2017, hvormed bestemmelsen om skjult reklame blev ændret. Dette betyder, at det nu er afgørende, om der er en ”kommerciel hensigt” med blogindlægget. Det er derfor ikke længere afgørende, at bloggeren og virksomheden har indgået en aftale om markedsføringen. De nye råd er rettet mod influenter, men det er vigtigt at notere sig, at man som virksomhed også kan ifalde ansvar for overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame.

Lundgrens anbefaler derfor, at virksomheder ved fremsendelse af produkter til bloggere og andre influenter understreger følgende:

Såfremt modtageren vælger at omtale produktet, så skal der stå ”Reklame” eller ”Annonce” i starten af deres omtale, dvs. ikke blot i forlængelse af et # e.l.

Ordet ”Sponsoreret” bør ikke benyttes, da dette ifølge FOB kan indebære, at modtageren tror, at virksomheden ikke har haft indflydelse på omtalen.

Du kan læse FOBs nyhedsopslag HER, og du kan hente FOBs råd HER.