EU Kommissionen fremsætter nyt direktiv mod ”greenwashing”
Nyhed

EU Kommissionen fremsætter nyt direktiv mod ”greenwashing”

ESG
Intellectual Property
EU Kommissionen har fremsat forslag til nyt direktiv til forebyggelse af ”greenwashing” til beskyttelse af forbrugerne, når de efterspørger grønne og bæredygtige produkter.

Vi har tidligere beskrevet, hvordan forbrugernes efterspørgsel på ”grønne” og bæredygtige produkter indebærer et stort incitament for erhvervsdrivende til at markedsføre sine produkter sådan. Sådan markedsføring medfører dog også risiko for, at produkter og ydelser præsenteres mere miljøvenlige og bæredygtige, end de i virkeligheden er. Det kan du læse nærmere om her.

EU Kommissionen har den 30. marts 2022 fremsat forslag om et nyt direktiv, der har til formål at ajourføre EU’s forbrugerregler med det sigte at styrke forbrugernes stilling i den grønne omstilling. 

Direktivet skal sikre, at forbrugere på tværs af EU kan træffe informerede valg ved at stille krav til erhvervsdrivende ved at forbyde ”greenwashing” og samtidig informere om holdbarheden af et produkt, herunder dets reparationsmuligheder mv.

Direktivforslaget tilføjer bl.a. et produkts miljømæssige eller sociale virkninger til listen over produktegenskaber, som kan være vildledende. Det angives også, at miljøanprisninger, der vedrører en erhvervsdrivendes overgang til CO 2-neutralitet inden en bestemt dato skal understøttes af klare, objektive og verificerbare mål fra den erhvervsdrivende og understøttes af et uafhængigt overvågningssystem for ikke at kunne blive anses for vildledende. Hertil indeholder forslaget en nærmere definition af, hvad der udgør en ”miljøanprisning”.

Direktivforslaget vil også tilføje yderligere ti former for handelspraksis til listen over forbudte former for urimelig handelspraksis (”sortlisten”), herunder at den erhvervsdrivende anvender et bæredygtighedsmærke, som ikke er baseret på en certificeringsordning eller er indført af offentlige myndigheder.

EU Kommissionens direktivforslag er i vid udstrækning i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens ”kvikguide”, som vi tidligere har kommenteret i vores nyhed, og vil nu blive drøftet i Rådet og Europa-Parlamentet forud for en eventuel gennemførelse i EU landene.

Kontakt Lundgrens' IP og Markedsføringsret Team, hvis du har spørgsmål til det nye direktiv, herunder hvilken effekt det kunne få for din virksomhed, hvis det bliver vedtaget i sin nuværende form.

Forslaget til det nye direktiv kan læses her.