Producent af baderinge dømt for at markedsføre baderinge som miljøvenlige
Nyhed

Producent af baderinge dømt for at markedsføre baderinge som miljøvenlige

ESG
Intellectual Property
Selskabet Liewood A/S (”Selskabet”), der designer og producerer forskellige bæredygtige produkter til børn, er netop blevet idømt en bøde på 25.000 kroner af Københavns Byret for vildledende markedsføring af Selskabets baderinge.

Sagen blev startet af Forbrugerombudsmanden (”FO”), der efter at have modtaget en klage over Selskabet blev opmærksom på, at Selskabet både på sin hjemmeside og sociale medier markedsførte nogle baderinge med udsagnene ”made from BPA free ecofriendly PVC” og ”#ecofriendly”. Markedsføringen foregik i perioden fra 15. april 2020 til 16. juli 2020.

PVC er et plastmateriale, hvis negative og miljøskadelige påvirkning blev slået fast af Miljøstyrelsen i en rapport fra 2018. På baggrund heraf vurderede FO, at Selskabet havde markedsført sine baderinge på en vildledende måde ved at karakterisere baderingene som miljøvenlige.

Det vil udgøre vildledende markedsføring, hvis i) en virksomheds markedsføring indeholder urigtige oplysninger eller på anden måde er egnet til at vildlede forbrugerne, og ii) at den pågældende markedsføring er egnet til at påvirke forbrugeres økonomiske adfærd.

På baggrund af ovenstående indgav FO en politianmeldelse af Selskabet under henvisning til, at betingelserne for overtrædelse af markedsføringslovens forbud mod vildledende markedsføring var opfyldt.

Dette synspunkt var Københavns Byret enig i, og retten idømte følgelig Selskabet en bøde på 25.000 kroner for overtrædelse af forbuddet mod vildledende markedsføring.

I sin pressemeddelelse om afgørelsen udtalte FO, at ”det er skadeligt for både den grønne omstilling og for den enkelte forbruger, når virksomheder markedsfører deres produkter som mindre skadelige for miljøet, end de i virkeligheden er. Forbrugere skal kunne stole på virksomhedernes oplysninger om produkter.”

Du kan læse pressemeddelelsen fra FO om sagen her.

Har du brug for hjælp til at forstå reglerne om miljømæssig markedsføring og forbuddet mod såkaldt ”greenwashing”, er du velkommen til at kontakte Nina Ringen, partner, nri@lundgrens.dk eller Frederik Lind Jørgensen, advokatfuldmægtig, frlj@lundgrens.dk