Nyhed

Hvad nu med IP, hvis der ikke opnås enighed om Brexit?

Intellectual Property

I takt med at kalenderen nærmer sig den 29. marts 2019, bliver spørgsmålene om konsekvenserne af Storbritanniens udtræden af EU mere og mere aktuelle.

Det er endnu stadig uklart, om EU og Storbritannien når at forhandle en aftale på plads inden skæringsdagen, hvorfor det er relevant at undersøge, hvad der vil være konsekvenserne af en ”no-deal Brexit” i forbindelse med EU-designs og varemærkerettigheder.

Den britiske regering har i den forbindelse udstedt en række guidelines, der fastslår retsstillingen i tilfælde af, at der ikke falder en aftale mellem Storbritannien og EU på plads inden den 29. marts 2019, herunder bl.a. om EU-design- og varemærkeregistreringer.

For det første vil alle eksisterende EU-registreringer af designs og varemærker fortsat nyde beskyttelse i Storbritannien. Dette sker ved, at Storbritannien etablerer en tilsvarende design- eller varemærkerettighed, der træder i kraft på tidspunktet for Storbritanniens udtræden af EU. Den nye rettighed vil blive behandlet som var den registreret efter britisk ret, hvilket indebærer at design- og varemærkeregistreringer i) skal fornyes i Storbritannien, ii) kan danne grundlag for retssager ved de britiske domstole og den britiske IPO, og iii) kan overdrages og licenseres uafhængigt af EU-registreringen. Ordningen vil foregå med en minimal administrativ byrde. Som det ser ud nu, er det bemærkelsesværdigt, at ordningen, der træder i kraft i tilfælde af en ”no-deal Brexit”, automatisk og gebyrfrit vil medføre videreførsel af allerede registrerede EU-design- og varemærkerettigheder. Ønskes der således ikke videreførsel til Storbritannien, skal dette aktivt fravælges.

For det andet kan alle, der har indleveret en ansøgning om EU-design eller - varemærker, der ikke er færdigbehandlet inden den 29. marts 2019, indenfor en periode på 9 måneder fra udtrædelsesdatoen ansøge om, at ansøgningen videreføres i Storbritannien på tilsvarende betingelser som en ansøgning, der var indleveret i Storbritannien. I dette tilfælde vil datoen for indsendelsen af EU-ansøgningen udgøre prioritetsdagen. Den videreførte ansøgning vil følge den samme procedure som en normal varemærke- eller designansøgning i Storbritannien, og vil medføre et gebyr i overensstemmelse med det nuværende gebyr for britiske ansøgninger.

Den britiske regering har yderligere udmeldt, at de vil samarbejde med bl.a. WIPO, for fortsat at tilbyde beskyttelse i Storbritannien for design- og varemærkerettigheder registreret gennem Madridprotokollen og Haagkonventionen, hvor EU er designeret.

Vedrørende uregistrerede EU-designrettigheder, vil disse fortsat nyde beskyttelse i Storbritannien, indtil udløbet af beskyttelsesperioden. Storbritannien vil yderligere skabe en ret for uregistrerede design, der svarer til det nuværende system i EU. Dette medfører, at designs der er offentliggjort efter den 29. marts 2019, også vil nyde beskyttelse i Storbritannien, efter samme principper som uregistrerede EU-designrettigheder. Rettighedshavere behøver ikke at foretage sig yderligere, da uregistrerede EU-designrettigheder automatisk vil overgå til det britiske system. 

Alt i alt er udmeldingen fra Storbritanniens side positiv, idet indehavere af EU-designs og varemærker stadig vil nyde beskyttelse i Storbritannien efter Brexit og altså som det ser ud nu uden det store administrative bøvl. 

Hos Lundgrens følger vi nøje IP-forhandlingerne op til Brexit. Hvis du har spørgsmål i forbindelse hermed, er du velkommen til at kontakte Anne Mette Sloth Berner.