Nyhed

Verdens Anti-Piratkopieringsdag

Intellectual Property
Den 8. juni 2016 var det Verdens Anti-Piratkopieringsdag og i den forbindelse blev der afholdt en række aktioner i Københavns Lufthavn, på Københavns Hovedbanegård m.v., i samarbejde med bl.a. Patent- og varemærkestyrelsen, Lægemiddelsstyrelsen, SKAT og Danish Anti-Counterfeiting Group for at skabe opmærksom omkring de negative sider ved piratkopierede produkter.

Problemet med piratkopierede produkter er voksende.

OECD og EU’s kontor for intellektuelle rettigheder fremkom for nylig med en rapport, hvori der blev redegjort for, at alt nu kan og bliver piratkopieret – og at 5 % af alle varer, der importeres til EU er piratkopier. Det er således ikke længere bare tøj og ure i luksusklassen, der er udsat, men alt fra fødevarer og medicin til reservedele.

Køb af kopivarer kan være en ubehagelig oplevelse for både forbrugere og rettighedshavere, da der ofte er tale om en dårlig – eller ligefrem farlig – kvalitet, hvilket i sidste ende kan smitte af på opfattelsen af det brand, der bliver kopieret.

Rettighedshavere bør derfor være særligt opmærksomme på at sikre sig bedst muligt mod potentielle krænkelser af sine rettigheder og produkter. Det kan være i form af effektiv håndhævelse når varerne forsøges indført til EU ved eksempelvis brug af toldovervågning, men også et øget fokus på de steder, hvor falske varer ofte sælges, bl.a. på internettet samt sommerens store kræmmermarkeder i Danmark.

Lundgrens IP-team rådgiver og bistår i forbindelse med implementering af håndhævelsesstrategier og programmer i både Danmark og EU.

Læs mere under IP Risk Management.