Den underliggende tvist omhandlede et lægemiddel, som af originalproducenten bliver markedsført under varemærket Zarondan i Danmark og under varemærkerne Zarontin og Suxinutin i resten af Europa. Parallelimportøren af lægemidlet havde af Lægemiddelstyrelsen først fået afslag på markedsføringstilladelse af lægemidlet under varemærket Zarontin (på grund af risiko for forveksling), men fik efterfølgende markedsføringstilladelse under varemærket Zarondan. Spørgsmålet i sagen var, om dette forhold gjorde det objektivt nødvendigt at ommærke de parallelimporterede lægemidler til originalproducentens varemærke Zarondan.
Sø- og Handelsretten tog udgangspunkt i en ældre EU-dom (”Upjohn”) og kom i den forbindelse frem til, at hvis praksis i importmedlemsstaten medfører, at lægemidlet ikke kan markedsføres under varemærket påført i eksportlandet, kan de varemærkeretlige regler ikke anvendes til at forhindre importøren i at anvende det varemærke, som indehaveren af varemærket bruger for de samme produkter i importlandet. Lægemiddelstyrelsens afslag på anvendelse af eksportstatens varemærke måtte derfor medføre, at parallelimportøren havde lov til at anbringe det varemærke, som originalproducenten anvendte for lægemidlet i importlandet. Det var desuden uden betydning, at importøren kunne have valgt et helt tredje navn, f.eks. lægemidlets generiske navn efterfulgt af parallelimportørens navn.
Har du spørgsmål til afgørelsen, kan du kontakte Rasmus Vang, Director, og Emilie Lerstrøm, Advokat.
Afgørelsen kan læses her (BS-37578/2019-SHR). Det vides ikke, om afgørelsen er anket.
http://domstol.fe1.tangora.com/Domsoversigt.16692/Sag-BS-37578-2019-SHR.2192.aspx
Relaterede nyheder
Upcycling - et ophavsretligt perspektiv
Upcycling - et varemærkeretligt perspektiv
