Velkommen til anden del af vores miniserie, hvor vi dykker ned i de juridiske udfordringer, som kan være forbundet med upcycling. I vores første artikel gav vi dig et indblik i upcyclingens verden og undersøgte begrebet ud fra et varemærkeretligt perspektiv. Hvis du endnu ikke har læst den, kan du finde den lige her. Nu er det imidlertid tid til at rette fokus mod upcycling ud fra et ophavsretligt perspektiv.
For at forstå de juridiske problemstillinger, som ophavsretten giver anledning til, når vi taler upcycling, er det nødvendigt først at forstå, hvad ophavsretten er, og hvorfor den er relevant i netop denne kontekst.
Ophavsretten giver overordnet den person, der skaber et litterært eller kunstnerisk værk, en eneret til at bestemme over værket, herunder retten til at fremstille flere eksemplarer af værket og gøre dem tilgængelige for almenheden. Udtrykket tilgængelig for almenheden indebærer bl.a., at det alene er den, som har ophavsretten, der har ret til at sælge, udstille eller fremføre værket offentligt.
Ophavsretten bliver derfor interessant i forbindelse med upcycling, når eksempelvis det produkt, der upcycles, er et værk af ophavsret, eller når det produkt, der upcycles, påføres et værk af ophavsret – for eksempel et kunstværk, der trykkes på en t-shirt.
Ligesom med varemærkeretten er det især konsumptionsreglerne, der er relevante, når man ser på upcycling fra et ophavsretligt perspektiv. De regler regulerer, hvornår et lovligt erhvervet produkt kan videresælges af erhververen.
Ved det første salg af et værk af ophavsret kræves der altid samtykke fra ophavsmanden. Det betyder dog ikke, at der kræves samtykke ved alle de efterfølgende salg af værket. Det ville være uholdbart, hvis man skulle have samtykke fra ophavsmanden hver eneste gang, man ville videresælge et eksemplar af f.eks. en plakat. Konsumptionsreglerne sørger for, at det ikke er tilfældet. Så snart et værk af ophavsret første gang er solgt af ophavsretshaveren inden for EØS, kan værket derefter frit sælges videre uden yderligere samtykke. Med andre ord: Ophavsmandens ret til at sælge værket bliver ”opbrugt” eller ”konsumeret”.
Men betyder det så også, at når et værk er solgt første gang inden for EØS, så må det frit upcycles? Det giver EU-Domstolens dom i Art & Allposters-sagen (C-419/13) i nogen grad svaret på.
Art & Allposters-sagen omhandlede nye produkter, der var blevet skabt ved at overføre ophavsretligt beskyttede motiver fra plakater til lærreder gennem en kemisk proces. EU-Domstolens opgave blev dermed at vurdere, om der var sket konsumption, når et eksemplar af et værk af ophavsret – efter at have været markedsført med samtykke fra rettighedshaveren – gennemgik ændringer med hensyn til medium og blev bragt på markedet i en ny form (lærred i stedet for plakat).
I dommen slog EU-Domstolen fast, (i) at konsumption kun gælder for det enkelte eksemplar og altså ikke for værket som sådan, og (ii) at overføring af et værk fra - i den konkrete sag - en plakat til lærred udgjorde en ændring med hensyn til værkets medium, hvorfor der var tale om eksemplarfremstilling, der kræver rettighedshaverens samtykke.
Når man upcycler, er det derfor afgørende at vurdere, om det oprindelige værk overgår til et nyt medium, da konsumptionsprincippet i så fald ikke gælder. Derudover er det også værd at holde sig for øje, at der efter dansk ophavsret gælder et generelt princip om, at et værk ikke må ændres eller gøres tilgængelig for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse.
Ud over Art & Allposters-sagen er det også værd at fremhæve en interessant sag, der blev forelagt det finske Råd for Ophavsret (FRO). Sagen omhandlede et spørgsmål om smykker fremstillet af ødelagt porcelæn fra et andet firma. Det anvendte porcelæn var dekoreret, og smykkerne blev skabt i serier med matchende motiver, som var udvalgt fra det samme sæt af ødelagt porcelæn. Af særlig interesse var spørgsmålet om upcyclingens forenelighed med konsumptionsprincippet efter den finske ophavsretslov, der altså er mindst lige så EU-harmoniseret som den danske.
FRO anerkendte på den ene side, at mediet ikke havde ændret sig i processen. Det anvendte porcelæn havde, så at sige, ikke ændret sig siden det oprindelige firmas salg. På den anden side vurderede FRO, at udvælgelsen og kombinationen af delene, så de passede sammen, førte til, at der skabtes et nyt objekt med et ny udtryk. Flertallet kom dermed – meget rettighedshavervenligt - frem til, at der ikke var indtrådt konsumption. Mindretallet mente dog, at der var indtrådt konsumption, fordi der var tale om præcis de samme fysiske objekter.
Ser man den finske afgørelse i lyset af Art & Allposters-dommen, er det svært at konstatere andet, end at flertallet kom frem til et forkert resultat. Men resultatet viser omvendt, at retningslinjerne måske alligevel ikke er helt klare på det her området – endnu.
Vores råd er derfor følgende:
- Inden du overvejer at upcycle et produkt, som kan være genstand for ophavsret, at det sikrest at række ud til rettighedshaveren til det oprindelige produkt.
- Hvis dette ikke er muligt, bør du nøjes med at anvende samme medium.
- Hvis dette heller ikke er muligt, bør du være opmærksom på de ophavsretlige udfordringer, som er beskrevet ovenfor. Det skal dog altid vurderes i den enkelte sag, om upcycling under de konkrete omstændigheder er tilladt.
Går du med tanker om upcycling, står vi klar til at rådgive. Læs desuden med i vores miniserie, hvor vi næste gang ser på upcycling i et designretligt perspektiv.
