Nyhed

Udkast til lovforslag om ændring af ferieloven m.v. er sendt i høring

Ansættelsesret
Beskæftigelsesministeriet har den 14. september 2023 sendt udkast til lovforslag om ændring af lov om ferie og lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler i ekstern høring med frist den 12. oktober 2023. Beskæftigelsesministeriet forventer, at lovforslaget bliver fremsat i november 2023.

Kort baggrund for lovforslaget

Efter indførslen af den nye ferielov, som indførte samtidighedsferie, er der konstateret et uventet stort beløb i uhævede feriepenge. Med den nye ferielov var forventningen, at lønmodtagerne i højere grad ville hæve feriepengene løbende på grund af samtidighedsferien. Det har dog vist sig, at mange lønmodtagere har haft mindre beløb i uhævede feriepenge efter ferieafholdelsesperiodens udløb.

Med den tidligere ferielov blev mindre beløb inden for en bagatelgrænse automatisk udbetalt til lønmodtagerne, hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt.

Derfor har Beskæftigelsesministeriet med udkastet til lovforslaget foreslået at genindføre den tidligere ferielovs bagateludbetalingsregler tilpasset samtidighedsferie med henblik på at nedbringe summen af uhævede feriepenge fremover, når visse betingelser er opfyldt.

Bagateludbetalingsregler

Udkastet til lovforslaget genindfører bagatelgrænsen, således at arbejdsgiver efter ferieafholdelsesperioden automatisk skal udbetale løn under ferie og eventuelt ferietillæg for ikke-afholdt ferie, hvis beløbet højst er på DKK 5.000 før skat og AM-bidrag, og beløbet vedrører ferie ud over 4 uger. 

Der vil være tale om en udvidelse af den allerede gældende automatiske udbetalings-mulighed, hvor der kun kan ske automatisk udbetaling af uhævede feriepenge (udbetaling af den 5. ferieuge), såfremt lønmodtager har optjent ferie ud over 4 uger og har været ansat hos samme arbejdsgiver på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden.

Lovforslaget har endvidere særskilt specificeret bagateludbetalingsreglerne for arbejdsgivere med feriekortordninger, som skal udbetale uhævet feriegodtgørelse til lønmodtagere, som enten er fratrådt inden ferieafholdelsesperioden eller fortsat er i ansættelse.

For lønmodtagere, som har uhævede feriepenge hos FerieKonto eller en feriekasse, foreslås det i lovforslaget, at beløbet sættes til højst DKK 3.000 efter skat og AM-bidrag.

Hvis der er tale om et beløb på højst op til og med DKK 2.500 før skat og AM-bidrag, kan arbejdsgiver udbetale beløbet direkte til lønmodtageren i forbindelse med dennes fratræden, uden at ferien er afholdt. Dette vil være en undtagelse til, at optjent feriegodtgørelse skal indberettes til indkomstregisteret og eventuelt indbetales til FerieKonto.

Udbetaling af ikke-hele feriedage

Optjent ferie skal som altovervejende udgangspunkt holdes i hele dage. Den nuværende ferielov indeholder ikke regler om, hvorvidt der kan ske udbetaling af ikke-hele feriedage. Der er en række situationer, hvor lønmodtageren ikke optjener et helt antal feriedage i ferieåret, herunder når lønmodtageren ikke har været ansat i hele ferieåret.

Med lovudkastet bliver det nu præciseret i ferieloven, at resterer der efter ferieårets udløb mindre end én hel feriedag, udbetales feriepengene efter lønmodtagers anmodning.

Det betyder, at en lønmodtager, der har afholdt det antal hele feriedage, som lønmodtageren har optjent i ferieåret, har ret til at få den eventuelt resterende ikke-hele feriedag.

Forslaget vil ikke være til hinder for, at den ikke-hele feriedag vil kunne indgå i opgørelsen af ferie ud over 4 uger, som kan overføres efter aftale med arbejdsgiver.

Det vil dog fortsat være muligt for lønmodtageren at holde en hel feriedag og selv supplere feriebetalingen, ligesom der ikke er noget til hinder for, at arbejdsgiver kan supplere feriebetalingen op til en hel feriedags betaling og varsle en hel feriedag.

Øvrige forhold

Desuden indeholder lovforslaget bestemmelser, der har til formål at gøre reglerne mere klare og i øvrigt forenkle administrationen hos arbejdsgiver, Lønmodtagernes Feriemidler og Lønmodtagernes Garantifond. Med lovforslaget udgår fx kravet om arbejdsgivers årlige bekræftelse af, at arbejdsgiver fortsat vil beholde ikke forfaldne tilgodehavende feriemidler i virksomheden.