News

Ny afgørelse fra Sø- og Handelsretten: ”Den Store Bagedyst” ikke varemærkebeskyttet

Intellectual Property
Sø- og handelsretten har i deres nylige afgørelse fra 18. marts i år, fastslået, at navnet på DR’s populære tv-program ”Den Store Bagedyst” ikke er varemærkebeskyttet, som følge af ibrugtagning. Ugebladet ”Ude og Hjemme” måtte derfor benytte programmets titel i et tillæg til bladet.

Ude og Hjemme havde i 2014 optrykt et tillæg til bladet, hvortil der var vedlagt et tillæg under titlen ”Den Store Bagedyst” med en række opskrifter, billeder mv. fra tv-programmet. Ude og Hjemme havde ikke forudgående indhentet samtykke fra DR til at trykke tillægget. 

DR hævdede herefter, at der var opnået eneret til varemærket ”Den Store Bagedyst” grundet den omfattende promovering og erhvervsmæssige brug, og at denne eneret var krænket af Ude og Hjemme i forbindelse med tillægget. Ude og Hjemme anførte hertil, at DR ikke havde benyttet titlen konsekvent, men bl.a. også anvendt en række andre betegnelser som bl.a. ”Den store julebagedyst” og ”Den lille bagedyst”.

Sø- og Handelsretten gav Ude og Hjemme medhold i, at der ikke var opnået varemærkeret ved ibrugtagning, da DR ”ved at sammensætte en række helt almindelige ord i programtitlen [bør der] stilles meget betydelige krav til den vedvarende anvendelse af et ordmærke for herved at opnå en eneret hertil i enhver henseende.” DR havde ikke i et tilstrækkeligt omfang anvendt ”Den Store Bagedyst” konsekvent og derfor ikke godgjort, at der var stiftet varemærkeret ved ibrugtagning, jf. varemærkelovens § 3, stk. 1, nr. 2. Retten fandt heller ikke overtrædelse af markedsføringsloven, da der er tale om ”en slags symbiose, hvor DR og de øvrige medier drager gensidig nytte af hinanden” og Ude og Hjemmes brug af ”Den Store Bagedyst” var derfor en redaktionel henvisning og ikke brug af kendetegnet.  

Sagen illustrerer, at det er vigtigt, at varemærkeindehaveren anvender sit kendetegn ”entydigt og konsekvent”, hvis der skal opnås varemærkeret gennem ibrugtagning, samt at der i de tilfælde, hvor det er muligt, registreres en varemærkeret over tegnet.