Advokat Vibeke Westergaard fra Lundgrens har ført sagen på vegne Esbjerg Kommune. Sagen verserede ved Vestre Landsret i første instans, og vedrørte spørgsmålet om, hvornår en kommune bliver ansvarlig for myndighedsudøvelse. Herunder spørgsmålet om, hvornår forsømmelser og undladelser fører til ansvar. Sagen er den første af sin art der er kommet til prøvelse for en dansk domstol, og er derfor af generel interesse for alle kommuner.
Landsretten har i enstemmig dom af 8. maj 2017 frifundet Esbjerg Kommune. De tre sagsøgere, som alle havde været udsat for overgreb fra den samme gerningsmand, stævnede Esbjerg Kommune med påstand om betaling af godtgørelse for overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (herefter EMRK) artikel 3 om tortur og nedværdigende behandling. Esbjerg Kommune bestred ikke, at sagsøgerne havde været udsat for nedværdigende behandling, men bestred at der forelå ansvar for krænkelse.
Sagsøgerne støttede kravet på, at Esbjerg Kommune havde begået fejl og forsømmelse ved behandlingen af den sag, der vedrørte gerningsmanden for overgrebene, og at kommunen som følge heraf havde pådraget sig et ansvar for de skete krænkelser af sagsøgerne. Esbjerg Kommune nedlagde påstand om frifindelse, fordi der efter kommunens opfattelse ikke forelå et ansvar, og dermed heller ikke hjemmel til at udbetale godtgørelse.
Landsretten slår i dommens præmisser fast, at bevisbyrden for, at der foreligger krænkelse af EMRK påhviler de tre sagsøgere. Landsretten lægger til grund, at Esbjerg Kommune ikke har forsømt at oplyse sagen, så langt som dette var muligt under respekt af reglerne om tavshedspligt. Udgangspunktet om sagsøgernes bevisbyrde fastholdes derfor.
Landsretten lægger endvidere til grund, at Esbjerg Kommune ikke i fornødent omfang har ført tilsyn med og undersøgt forholdene hos gerningsmandens familie, med henblik på at afdække problemerne i hjemmet. Herefter skulle vurderingen af, om kommunen havde krænket artikel 3 i forhold til sagsøgerne foretages på baggrund af en samlet vurdering af de oplysninger, som kommunen lå inde med på tidspunktet for krænkelserne, hvor særligt oplysninger om eventuelle seksuelle krænkelser var relevante, såvel som kommunens håndtering af oplysninger og kommunens forpligtelser efter serviceloven.
Det fremgår af dommen, at selv om en kommunes forsømmelser efter serviceloven overfor en konkret familie kan bevirke, at overgreb der overgår andre udenfor familiens kreds ikke afdækkes og forhindres, så udgør dette ikke i sig selv en krænkelse i forhold til disse.
Landsretten lægger vægt på, at der ikke forelå konkrete underretninger om mistanke om seksuelle krænkelser af gerningsmandens børn, at to underretninger fra 2008 førte til politianmeldelser og til, at kommunen iværksatte støtteforanstaltninger overfor den ene af sagsøgerne. Endvidere at der ikke forelå konkrete oplysninger om, at kommunen før sagsøgerne blev udsat for overgreb, har fået oplysninger i sin besiddelse, der kunne begrunde en konkret formodning eller mistanke om, at netop disse tre sagsøgere kunne risikere overgreb, eller som på anden vis kunne give anledning til konkrete foranstaltninger i forhold til disse, med henblik på at forebygge overgreb.
Praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention viser, at der – som det også er fremhævet af landsretten – kan være tale om krænkelse, når der sker misbrug og overgreb begået i hjemmet af forældre eller forældres samlevere, og en stat eller kommune undlader at gribe ind overfor dette, trods viden eller burde-viden herom. Esbjerg Kommune var ikke i besiddelse af sådanne konkrete oplysninger, at der var det fornødne grundlag for at iværksætte foranstaltninger, der kunne forebygge overgrebene mod sagsøgerne.
