News

Lundgrens assisterer Monsido i anselig finansieringsrunde

M&A
Monsido, en ung dansk softwarevirksomhed, har netop fået sin første udenlandske investor om bord. Sammen med Vækstfondens venturearm VF Venture har den amerikanske fond Level Equity, således investeret hele 114 mio. kr. i virksomheden, der blev stiftet i 2014 af Jannik Grøntved og Jacob Riff.

Den store sum penge Monsido har rejst, skal nu bruges på at videreudvikle virksomhedens produkt og indtage det europæiske marked.

Jannik Grøntved udtaler om investeringen: "Vi i founderkredsen er meget begejstrede for investeringen. Der var en del, der bejlede til os, men det var Level Equity vi så som den stærkeste partner, blandt andet fordi de har specifik erfaring med det marked, vi befinder os på og på grund af deres erfaring med at skalere internationale virksomheder."

Også Vækstfonden ser med glæde på samarbejdet: "Monsido har skabt et stærkt softwareprodukt og har fra et tidligt stadie sat sit præg på det internationale marked med kontorer i San Diego, Sydney og i Danmark. Vi ser frem til sammen med Level Equity at understøtte den fortsatte ekspansion," siger Jacob Bratting Pedersen, partner i Vækstfondens investeringsafdeling VF Venture og investeringsansvarlig for Monsido.

Både Jannik Grøntved og Jacob Riff har gennem det meste af deres karriere siddet i jobs, der har gået ud på at udvikle og vedligeholde hjemmesider. I dag tæller virksomheden 80 ansatte og har mere end 1.000 kunder.

Monsidos kunder i USA tæller blandt andet County of Nevada - et amt beliggende i Sierra Nevada i delstaten Californien og United Texas Credit Union - en lokal andelslånekasse i San Antonio samt forskellige universiteter.

Sagen understøtter Lundgrens' stærke position indenfor venturekapital og vækstvirksomheder.