Lovforslaget om indførelse af øremærket orlov er nu fremsat
News

Lovforslaget om indførelse af øremærket orlov er nu fremsat

Ansættelsesret
Lovforslaget, der gennemfører dele af EU’s orlovsdirektiv fra 2019, og som udmønter den politiske aftale om implementering af direktivet i Danmark, er netop blevet fremsat i Folketinget.

Et bredt flertal i Folketinget indgik den 26. oktober 2021 en aftale om implementering af EU’s orlovsdirektiv på baggrund af anbefalinger og et fremlagt udspil til en ny orlovsmodel fra arbejdsmarkedets parter, DA og FH.

Ændringen af barselsloven som led i ligestillingen af forældrene

For at understøtte en mere ligelig fordeling af orloven, indeholder lovforslaget en 24/24-model, som betyder, at hver af forældrene som udgangspunkt har ret til 24 ugers orlov efter barnets fødsel, hvoraf de to første uger er øremærket for hver forælder og skal holdes i forlængelse af fødslen. Derudover vil ni uger være øremærket for hver forælder, mens de resterende 13 uger kan overdrages til den anden forælder. Forældrene har dermed ret til 48 ugers orlov tilsammen efter fødslen.

Moderen vil fortsat have ret til fire ugers fravær før fødslen, og de første 2 uger efter fødslen er som hidtil pligtig orlov for moderen.

Fastsat tidsrum for afholdelse af 9 ugers øremærket forældreorlov

De 9 ugers øremærket orlov skal afholdes, inden barnet fylder 1 år. De resterende ugers orlov kan afholdes, indtil barnet fylder 9 år.

Selvstændige og ledige bliver ikke omfattet af reglerne om de 9 ugers øremærket forældreorlov, da EU’s orlovsdirektiv kun omfatter lønmodtagere. 

Sociale forældres mulighed for at tage del i orloven

Det bliver muligt at overdrage orlovsuger, der ikke er øremærket, til "sociale forældre". Sociale forældre kan være de retlige forældres ægtefælle, samlevende, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, og som ikke er barnets forælder, eller donorer, der fungerer som forældre for barnet. Forslaget betyder, at sociale forældre i LGBT+ familier vil blive ligestillet med forældre, for så vidt angår muligheden for at få overdraget ikke-øremærket orlov fra en retlig forælder.

Soloforældres mulighed for at dele orlov med et nærtstående familiemedlem

Det bliver muligt for en enlig forælder at overdrage sin orlov til et nærtstående familiemedlem. Ved nærtstående familiemedlem forstås forældrenes egne forældre eller voksne søskende, eller når der er tale om, at den ene forælder er død, den afdøde forælders forældre eller voksne søskende. Formålet er at sikre, at en enlig forælder ikke behøver at være den eneste omsorgsperson i barnets liv og kan blive aflastet i den første tid med barnet, samt at familier, hvor der kun er én forælder, ikke stilles ringere i forhold til deres samlede ret til orlov efter en 24/24 model.

Ny frister for lønmodtagers pligt til at underrette arbejdsgiver

Da det fremover bliver muligt for en kvindelig lønmodtager at overdrage en del af sin ret til fravær efter fødslen til den anden forælder, så skal arbejdsgiver senest 4 uger før forventet fødselstidspunkt have besked om, hvis lønmodtageren ønsker at benytte sig af muligheden for at overdrage orlov efter fødslen. På denne måde sikres det, at arbejdsgiveren allerede inden fødslen ved, om den pågældende ønsker at overdrage sin orlov efter fødslen, og på den måde kan arbejdsgiveren tilrettelægge arbejdet efter, om pågældende vender tidligt tilbage til arbejdspladsen.

En arbejdsgiver skal også senest 4 uger før det forventede fødselstidspunkt have besked, hvis en far/medmor ønsker at afholde 2 ugers orlov i forbindelse med fødslen, og om pågældende ønsker at afholde orlov overdraget fra mor inden for de første 10 uger efter fødslen. Arbejdsgiveren skal også underrettes om længden af den orlov, der ønskes afholdt.

Fristen på 8 uger efter fødslen til at oplyse arbejdsgiveren om, hvornår arbejdet forventes genoptaget, afkortes til 6 uger, henset til at arbejdsgiveren får et rimeligt varsel om, hvornår og hvordan lønmodtageren ønsker at udnytte de nye muligheder for fleksibel orlovsafholdelse.

Tidsplan

Første behandling af lovforslaget er den 25. januar 2022. Det tilsigtes, at loven kan træde i kraft den 1. juli 2022 og få virkning for børn født den 2. august 2022 eller senere.

De nye regler om LGBT+ familiers og soloforældres muligheder for at overdrage orlov tilsigtes at træde i kraft den 1. december 2023 og få virkning for børn født fra 1. januar 2024.