Adgangen til oplysninger om reelle ejere er hjemlet i hvidvaskdirektivet[1], som senest blev ændret i 2018, hvorefter pligten og hjemlen til offentliggørelse af oplysninger om reelt ejerskab er udtrykt som følger i art. 30, stk. 5:
”Medlemsstaterne sikrer, at oplysningerne om reelt ejerskab i alle tilfælde er tilgængelige for:
a) kompetente myndigheder og FIU'er[2] uden nogen begrænsninger
b) forpligtede enheder inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer i overensstemmelse med kapitel II
c) ethvert medlem af offentligheden.
Forud for ændringen i 2018 havde pkt. c) et lidt andet indhold, idet der dengang skulle godtgøres en legitim interesse i at få indsigt i oplysninger om reelle ejere. Med den seneste ændring blev dette krav fjernet. Formålet var ifølge præamblen til hvidvaskdirektivet at give civilsamfundet bedre mulighed for at kontrollere oplysninger, hvilket skulle bidrage til at bekæmpe misbrug af selskaber til hvidvask og finansiering af terrorisme.
EU-Domstolen er nu blevet forelagt et præjudicielt spørgsmål, som har givet dem mulighed for at vurdere, om retten til privatliv og personoplysninger vejer tungere end offentlighedens ret til gennemsigtighed med selskaber og dets reelle ejere.
Sagens baggrund:
I Luxembourg blev der ved lov i 2019[3] indført et register, hvorefter offentligheden kan tilgå oplysninger om et selskabs reelle ejere, ganske i tråd med det danske CVR-register. I loven var også indført en bestemmelse, som gjorde det muligt at anmode Luxembourg Business Registers om at begrænse adgangen til oplysningerne om et selskabs reelle ejere.
Den konkrete sag vedrørte et luxembourgsk selskab og en reel ejer i et andet luxembourgsk selskab, som begge anmodede om, at få begrænset offentlighedens adgang til oplysningerne i det luxembourgske register for reelle ejere. Selskabet begrundende dette med, at en sådan adgang ville kunne medføre en risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning, chikane, vold, intimidering eller tilbageholdelse, mens den reelle ejer i det andet selskab argumenterede for, at adgangen var i strid med retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, som er sikret i art. 7 og art. 8 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder[4] (”Charteret”).
Efter afslag på anmodningerne fra selskabet og den reelle ejer anlagde begge parter sag i Luxembourg, og det blev der besluttet at stille et præjudicielt spørgsmål til EU-Domstolen.
EU-Domstolens afgørelse:
EU-Domstolen kom frem til, at art. 30, stk. 5, litra c, i hvidvaskdirektivet er ugyldig.
Formålet med at give offentligheden adgang til oplysningerne om reelle ejere var at forebygge hvidvask af penge og finansiering af terrorisme ved øget gennemsigtighed. Et sådant formål kunne ifølge EU-Domstolen begrunde alvorlige indgreb i de rettigheder, der er sikret ved Charteret.
EU-Domstolen fastslog, at offentlighedens adgang til reelle ejeres oplysninger er egnet til at bidrage til virkeliggørelsen af dette formål, da gennemsigtigheden øges, hvilket kan være med til at forhindre hvidvask og finansiering af terrorisme.
I afgørelsen fastslog Domstolen dog, at offentlighedens adgang til oplysninger om den reelle ejer udgør et alvorligt indgreb i retten til privatliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, der er sikret ved Charterets art. 7 og 8. EU-Domstolen fandt hertil ikke, at adgangen til reelle ejeres oplysninger var begrænset til det strengt nødvendige, som Charterets art. 52, stk. 1 tilsiger, og stod heller ikke i rimeligt forhold til det forfulgte formål.
Lundgrens bemærkninger:
EU-Domstolens afgørelse har allerede medført, at lande har lukket for adgangen til deres offentlige registre for reelle ejere. Dette kan potentielt også blive tilfældet i Danmark, idet Erhvervsstyrelsen på nuværende tidspunkt i gang med at vurdere, hvorvidt dommen skal have konsekvenser for offentlighedens adgang til oplysninger om reelle ejere i Danmark.
[1] Direktiv 2018/843, ”5. Hvidvaskdirektiv”
[2] Finansielle efterretningsenheder
[3] Loi du 13.1.2019 instituant un Registre des bénéficiaires effectifs (lov af 13.1.2019 om oprettelse af et register over reelle ejere) (mémorial A 15).
[4] Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende rettigheder (2010/C 83/02)
